I morgen er dagen. Dagen jeg har set komme siden børnehaven. Dagen jeg har forestillet mig en milliard gange, dagen der engang lå så langt ude i fremtiden. Dagen jeg har forbundet med at blive "stor" og voksen. Dagen jeg både har glædet mig til, og været vildt skræmt af. Dagen jeg har ønsket var tættere på og ønsket at udskyde permanent. Dagen der vækker gru og rædsel med også nysgerrighed og spænding. Dagen der har haft plads i mine tanker hver dag det sidste lange stykke tid. Dagen der bare er kommet nærmere og nærmere. I morgen er nemlig dagen, hvor jeg begynder på gymnasiet! Som sagt har der været mange blandede følelser omkring det, for det er jo altid ret angstprovokerende at sige farvel til alt det man kender, for at begynde på noget helt nyt og ukendt. Udover opholdet i USA har folkeskolen jo været det eneste jeg har kendt til siden jeg var meget lille. Ni og et halvt år har jeg tilbragt der; 1890 dage og jeg ved ikke hvor mange timer! Mange af folkene har jeg været i klasse med gennem alle de år, dage og timer og dem jeg ikke har været i klasse med lige så lang tid, når man jo alligevel at kende utrolig godt. Alle kendte hinandens svagheder og fordele, alle havde vi accepteret hinanden og kunne til hver en tid drille hinanden for sjov uden at det blev taget for tungt. Det har været 10(ni og et halvt) fantastiske år, hvor der er sket så ufattelig meget og jeg selvsagt har udviklet mig enomt! Det har jo været indbegrebet af min barndom og første teenageår. Lærerne kendte man, lokalerne, kantinen, pedellen, bibliotikarerne(okay jeg arbejdede med dem, men stadigvæk), inspektøren, sekretærene, skolegårdene, smuthullerne, genvejene, fysiklokalet og skabene hvor alting var, fodboldbanen, idrætssalen, aulaen, computerrummene, IT-systemet; det hele kendte man jo. Og pludselig er det hele nyt og anderledes. Nye lærere, nye lokaler, ny kantine, ny inspektær(der nu hedder rektor), nyt fysiklokale o.s.v. o.s.v. og ikke mindst nye folk! For det jeg er aller, aller mest nervøs for er jo netop det med at komme ind i en klasse med 29 fremmede personer, som man skal være sammen med hver eneste dag de næste tre år. For hvad nu hvis de ikke kan lide mig? Hvad nu hvis der bare ikke er nogen, jeg klikker med? Hvad nu hvis de synes jeg er grim, mærkelig, nørdet, dum, dårligt klædt, latterlig, snobbet eller til grin? Og hvad nu hvis jeg kommer til at være sådan en loner de næste tre år? Alle sådanne tanker har tumlet rundt i mit hoved og givet mig de største sommerfugle i maven. Lige nu kunne jeg skam godt tage afgangseksamenerne én gang til. Men altså jeg tror på at en smule nervøsitet altid er godt8det bliver jeg nødt til med mine nerver), og prøver at trække vejret dybt og være en smule fornuftig. Selvfølgelig sker alt det jo ikke. Det er jo søde folk, alle sammen næsten lige så nervøse som jeg og alle i præcis samme situation. Vi er jo alle sammen helt nye og lige lost. Gad vide om der ikke også er andre generte personer som jeg? Og altså så bliver det jo også bare sindssygt spændende at begynde på alt det her nye, at få mere tid til fagene man elsker, at gå i dybere detaljer, at være sammen med folk der har valgt det og ikke er tvungent af love til at tage afsted hver dag. Det bliver fedt netop at møde nye folk og indgå nye bekendt- og venskaber. Så jo jeg glæder mig da også utrolig meget! Jeg tror bare altid at det at starte helt på en ny kan være ret skræmmende, fordi det er lig med at skulle kigge på hvem man egentlig selv er. Lige pludselig kender folk ikke én, men på den anden side har folk heller ikke nogen forestillinger eller fordomme om én. Altså skal man lige pludselig finde ud af hvem man egentlig er. For påtrods af at man hele livet igennem ikke én eneste dag, har været andre end lige præcis sig selv, har jeg på fornemmelsen af at jeg ikke er den eneste, der nogle gange synes det kan være svært at finde ud af hvem man egentlig er. Men det er jo netop et fantastisk chance for at vise sig selv fra lige netop den side, man synes bedst viser hvem man er lige nu, uden at blive mindet om hvordan man var i 2. klasse. Så tror jeg, når jeg her engang om ikke alt for mange timer kommer til at ligge søvnløs af nervøsitet og sommerfugle i maven, vil nyde netop disse sommerfugle og når jeg har kæmpe kriser over mit tøj, vil nyde dette, for det er jo trodsalt kun én gang man starter på gymnasiet.
Hvad med Jer, er der nogen af Jer der starter på ny uddannelse nu her, og også er ret så nervøse?
The Fashionphile
Ingen kommentarer:
Send en kommentar